Skip to main content
Soul Made

STARTEN PÅ NOGET NYT

By februar 1, 2022februar 9th, 2022No Comments
Soul Made - Grafisk design og webdesign

Det berømte spring

Jeg har lige siden min afslutning på Aalborg Universitet sommer 2018 leget med tanken om at være selvstændig. Det har altid inspireret mig, men som nyuddannet kan springet være uoverskueligt. Det følte jeg i hvert fald, og jeg havde derfor mere lyst til at starte mit arbejdsliv i en fast fuldtidsstilling. Det føltes mere trygt, men samtidig fornuftigt i forhold til at opbygge erfaring indenfor mine kompetencer.

I starten af 2021 begyndte denne tanke at opsøge mig på ny. Jeg kunne ikke slippe tanken, og jeg havde pludselig en følelse af, at det måske var nu. Nu, at jeg skulle tage det berømte spring. Det medførte en snak med min daværende chef, hvor vi lavede en fantastisk aftale om at gå ned på deltid, så jeg kunne opbygge min virksomhed uden at stå på fuldstændig bar bund rent økonomisk.

Denne løsning fortsatte i et halvt års tid, hvorefter jeg endelig tog det fuldbyrdede spring og gik fuldtid i min virksomhed Soul Made.

Hverdagen som min egen chef

Opstarten af Soul Made har været en proces, der aldrig slutter. Selvfølgelig er opstartsprocessen mere kaotisk og uklar, da det er her, jeg skal finde ud af, hvordan hele virksomheden skal hænge sammen. Der er mange ender, der skal finde hinanden. Men processen er on-going, da jeg løbende bliver mere præcis på, hvad Soul Mades stærke sider er.

Samtidig har jeg skulle finde mig selv i at være min egen chef, og opbygge en hverdag der fungerer som selvstændig med hjemmekontor. Denne rejse har været og er utrolig lærerig, og har dag for dag bekræftet mig i, at jeg har truffet den rigtige beslutning i at gå selvstændigt.

Livet er uforudsigeligt

Trods følelsen af, at jeg har truffet den rigtige beslutning, har jeg selvfølgelig også haft tidspunkter, hvor jeg har tvivlet. Kan jeg det her? Kan jeg tjene min egen løn? Kan jeg skaffe mine egne kunder? Alle mulige spørgsmål, som udfordrer min selvtillid, er løbende dukket op, og det tænker jeg, er helt normalt. Jeg lader tankerne eksisterer, og ser dem som en naturlig del af det, at springe ud i noget nyt.

Selvom jeg er et struktureret menneske, er jeg vild med livets uforudsigelighed. Intet er sikkert. Heller ikke i et fast fuldtidsjob, hvor man kan blive fyret i morgen. Og nogle gange skal man bare forfølge sine drømme. Tro på sig selv og springe ud i det – og ja, det lyder som cliché. Men det er faktisk så simpelt som det – krydret med lidt nordjysk fornuft og disciplin.

soul-made
51884043 amalie@soul-made.dk
51884043
Send mail