Keep it simple
“Keep it simple” er et af mine absolut yndlingscitater. For mig, passer det på stort set alt, hvad jeg foretager mig. Og det enkle fremfor det “overgjorte” er altid at foretrække. Også når det omhandler sproget på din hjemmeside. Det er nemlig vigtigt at holde sig til “sagen”, dyrk de små detaljer, der gør netop din virksomhed eller produkt unikt. Undgå for megen udenom snak, men fokuser på det, du er aller bedst til.
Det personlige sprog
I forsøget på at skille sig ud, er det relevant at tage et kig på dine konkurrenter. Undersøg deres måde at skrive og formulere sig på. Tænk over, hvordan deres sprog påvirker dig – på godt og ondt. Ret derefter fokus på dig selv og din virksomhed. Hvordan adskiller du dig, og hvordan kan du bringe det frem via dit sprog? Selvom dine konkurrenter måske tilbyder samme ydelse/produkt som dig, er I med garanti ikke de samme mennesker og personligheder, og taler derfor ikke samme sprog.
Din drømmekunde
Brug lidt tid på at tænke over, hvem din drømmekunde er. Tænk over, hvordan denne person typisk kommunikerer, og hav fokus på, hvilket sprog personen bruger til dagligt. Jeg ved godt, man ikke kan vide dette 100%, men overvejelserne er vigtige i forhold til at skrive tekster og finde det rigtige sprog. Forestil dig, at du skriver direkte til denne person – og ikke til alle. Du kan nemlig ikke tilgodese alle personligheder i dit sprog, men du kan vælge fokus og på den måde skille dig ud.
Gør det tydeligt
Hvorfor skal kunden vælge dig? Dette spørgsmål kan være en smule angstprovokerende, men ikke desto mindre utrolig vigtigt. Det er vigtigt, at det tydeligt fremgår på din hjemmeside, hvorfor kunden skal vælge dig. Her handler det i høj grad om at finde en balance, så sproget ikke bliver for blærerøvsagtigt, men heller ikke for ydmygt. Du må gerne “blære dig”, men gør det på en måde, der virker troværdigt og sofistikeret. Jeg fristes her til at bygge videre på mit yndlingscitat: Keep it simple, but sharp.